Maven vokser, terminen nærmer sig (godt 8 uger igen), sygemelding fra arbejdet er en realitet og alt fodtøj, som man ikke bare lige kan stikke i, er droppet. Nattesøvnen er blevet temmelig forkortet og vågner mange gange i løbet af natten pga af smerter. Desuden er det rigtig øv ikke at kunne hjælpe så meget til med at lave børneværelse, som jeg egentlig gerne ville. Så er blevet til den vildeste diktator, der hunser rundt med min stakkels mand, samtidig med at jeg siger at sådan og sådan skal det være.
Men, for pokker, hvor er han forstående og skøn. Han knokler fra kl 5 om morgenen til 18-19 stykker om aftenen på arbejdet, køber ind på vejen hjem og støvsuger hele hytten efter at have slæbt alt konens lort i kælderen. Og alligevel giver han mig smukke blomster, kysser og krammer mig og hjælper mig med at blive vendt rundt på sofaen eller i sengen. Han smutter i Irma og køber koldskål til overpris, lakridser en masse og Squash sodavand i stedet for cola til mig i tide og utide. Han lytter til mine klynk, brokkerier og sure hormonraserier, samt al den gas, der desværre helt uhæmmet kommer ud af begge ender på min krop. Og han gør det uden så meget som at komme med én sur bemærkning. Hvor jeg dog elsker ham!!! Tror nok lige jeg skylder ham en bytur med drengene eller ti, når Lillepigen er kommet.
Men han er også min livline til omverden. Hvis ikke jeg havde han, ville jeg ikke have meget at gøre med omverden. En ting er jo lige pludselig at miste den daglige kontakt med kollegerne og eleverne inde på sprogskolen, men når også familien befinder sig på Sunny Sydfyn, så er der heller ikke så meget at hente der. Men elsker min mor for at tage sig tid til, de efterhånde, daglige timelange samtaler om... tja... ingenting, for her sker jo ikke noget. Venner og veninder ser jeg heller ikke meget til. Mærkeligt nok er det som om at der eksisterer en eller anden uskreven regel, som siger at man ikke kan være med til nogen former for socialt samværd, når man nærmer sig status som "højgravid".
Indrømmet, jeg lever i en verden pt, som handler om Lillepigen, babytøj, farven på malingen til børneværelset, plukveer, jordemoderbesøg, blemærker etc... Så der er nok ikke så meget at byde ind med fra min side. Sorry. Men er det en undskyldning for lige at glemme at ringe tilbage til mig eller slet ikke at ringe? Hvad er et venskab værd, når det eneste man høre fra sine nærmeste veninder i flere måneder er thumbs up-like-tegn på Facebook i ny og næ? Hvad blev der af en eftermiddag på en hyggelig café og et par Latter? eller et par timers shopping? eller en aften med god mad, rødvin (Squash til babymaskinen), masser af gode røverhistorier og latter i lange baner?
Som en ven bekendtgjorde forleden, så er det jo ikke godt for gravide at være i nærheden af bajere, rødvin og tobak. Say what??? Jeg behøver jo ikke indtage det! Men så er der jo også forfærdeligt meget larm til sådan nogle fester - høj musik og sådan, Ja, sgu da. Det er vel indbegrebet af en god fest. Men nu er Lillepigen stadig inde i min mave og kan ikke høre musikken på samme lydniveau, som os andre. Desuden er det vil mit eget valg om jeg vil deltage eller ej. Den beslutning skal INGEN andre tage for mig.
Selvfølgelig er der lige et par spilleregler, som jeg bliver nødt til at overholde, hvis jeg skal ud. 1) Jeg skal kunne sidde ned på en stol det meste af tiden, 2) Hvis det er en all nighter, så er det sgu også meget rart at have mugligheden for at blive lagt, bare lige 10 min, 3) Jeg har normalt intet imod cigaretrøg, men under min graviditet er jeg blevet super følsom over for det. Derfor er det rart, hvis rygere ikke ligefrem står og pulser mig direkte ind i hovedet og det er ok at lufte ud af og til. Måske er det mig, der er besværlig, men synes egentlig ikke at det virker sådan. Eller hvad???
I hvert fald må konklusionen være, at efter jeg er blevet gravid, har jeg helt sikkert ændret mig og min livsstil. Dette er åbentbart svært at tackle for vennekredsen, som jo er vant til en person, der godt kan slå til Søren og drikke sig fuld og feste igennem. Og, ja, jeg lever i en helt anden verden, end alle andre, hvor Lillepigen er i tankerne konstant. Måske er jeg kedelig at snakke med og jeg har nok ikke så meget at byde ind med. Men så hjælp mig dog ud af det. Jeg vil elske, hvis en eller anden gad tage sig tid til at sparke mig hårdt bagi og få mig tilbage i den virkelige verden. Bare lige for en dag eller aften.
7-9-13 og bank under bordet, salt over skulderen osv., så vil jeg aldrig nogensinde glemme en gravid veninde mere! Det er mit løfte til mig selv. Jeg ved jeg har gjort det før i tiden, før jeg selv blev gravid. Men en kvinde, der ikke selv har prøvet det, ved igenting overhovedet om, hvordan det føles at blive total alienated af personer, som burde være dem, som burde tage en med hud og hår, i tyk og tyndt, med og uden hormonsvingninger, gravid eller ikke gravid. JEg er jo stadig mig, bare i en lidt rundere udgave.
