lørdag den 9. februar 2013

Status pt

Shit, det bliver sgu ikke til meget blogging her på siden. Vil virkelig prøve at blive bedre. Har dog oprettet endnu en blog: http://lavidaesdevilma.blogspot.dk/ Tjek den ud!

Det går ok her. Lillepigen har droppet konceptet nattesøvn. Så vi holder nogle herlige night raves i øjeblikket. Hun er skøn og dejlig! Smuk, som solen. Ved 5 mdrs lægetjek blev hun målt   og vejet. Hun ligger vist i den lidt tungere ende (blandt de 5% tykkeste babyer målt på alder, højde og vægt). Det er helt ok for mig, for hun er skøn!

Er begyndt til rytmik og svømning med hende. Det er lige dele farligt og sjovt. Men jeg kan se hvor meget hun udvikler sig og lærer. Dét er fedt!

Livet som mor er en udfordring. Er blevet ramt af en diskusprolaps. En mindre en af slagsen, men ikke desto mindre stor nok til at gøre livet lettere syrligt. Går til kiropraktor og får behandlinger. Så det går fremad. Håber og tror på det bedste. Og skylder min skønne rygbrækker en kæmpe cigar og min højre arm, da han virkelig har udrettet underværker for mig. 

Min søde mand er sgu Guds gave til undertegnede. Han giver mig så meget. Er en (næsten) perfekt far, elskende husbond, bedstevennen. Han er tålmodigheden selv, når trætheden og rådvilligheden stiger mig til hovedet. Han får mig til at grine og får Lillepigen til at hvine af fryd. Mand, jeg elsker ham!

Status pt må derfor være, at det går mere end ok. Det går Godt!

mandag den 17. december 2012

Decemberræs...

Puha, December 2012 flyver afsted. Synes ikke helt at jeg kan følge med.

Vi startede med at få Lillepigen vaccineret. Hun tog det pænt - feberen indhentede hende i løbet af natten og hun var lidt mat i poderne, men der var ingen skrig og skrål.

Min søde, kære morfar blev indlagt på hospitalet og hele familien samledes for at være hos ham i en knap så sjov tid. Vi drog til Sydfyn i snestorm - Carinaen havde sommerfutter på, så turen tog lige en lille time længere...

Og så har den ellers stået på barnedåb. Lillepigen skulle nemlig have sit fine navn - Vilma. Det var en dejlig dag - igen ramte snestormen DK og det var med til at gøre dagen helt speciel. Vilma var en engel, der opførte sig eksemplarisk. Hun var på og sov stort set ikke i løbet af dagen, men tog temmelig meget revence om aftenen og knaldede brikker i 12 timer i træk. Dagen efter sov hun 2x2 timer og gik i seng kl 19. Puha en lille træt, men skøn gøjs!

Og så er der lige mors træning at passe, samt julegavekøb, julevisitter, julefrokoster og og og...

Vi har det godt. Vilma er en lille skøn skat, fuld af kærlighed. Hun hviner af grin, når hendes far svinger hende rundt. Hun pludre og smiler til sin mor. Kysser og krammer på ægte babymanér. Det er skønt at være vidne til.
Lige et par billeder også :-)

torsdag den 29. november 2012

En tur på vinbar...

Nedenstående blev skrevet igår eftermiddags:
 
En tur på vinbar? Jamen det kan du da ikke... altså, Jeg mener, i din tilstand. Og hvad med Vilma? Hvad gør du med hende?
 
Så slapper vi vist lige af, makker!
Ja, Jeg skal på vinbar i aften. Sammen med mødrene fra min Mødregruppe. Og Ja, Jeg skal drikke vin. Hvad er der med min tilstand? Ja, Jeg har skam tænkt på Vilma. Det skal nok gå. Har jo ikke tænkt mig at drikke mig fra sans og samling. Jeg skal nyde et glas, måske to, sammen med nogle søde og dejlige kvinder. Kun os, uden mænd og i dén grad uden børn. Og det bliver skønt.
 
Allerede igår fik Jeg lig 30 min in heaven, da Jeg endelig kunne sætte mig tilrettet i frisørstolen og lade en anden forkæle mig for en stund. Det var fantastisk! Og tiltrængt. Ikke kun for min ikke-eksisterende frisure, men også for min sjæl.
 
Idag kan det konstateres at der blev konsumeret 1 glas hvidvin og 1 glas rosevin(!?!) på ca 2½ time. Moderens cykel kørte ikke helt lige hjem, men det var en skøøøøn aften! Afsted til Mødregruppe igen idag (nu med babyer :-)).

mandag den 26. november 2012

Halløjsa :-)

Så er jeg vist ved at være tilbage igen... håber jeg!

D. 25. august blev jeg mor til skønne lille Vilma, der har bragt så meget solskin og varme ind i mit og min mands liv. Det er vildt lige pludselig at stå her og være mor. Hende, der kan alt og skal gøre det hele. Hende, der sørger for mad, rent tøj, kærlighed og omsorg. Min lille skat er 100% afhængig af mig. Og for det ikke skal være løgn, så er jeg sgu også ret afhængig af hende. Allerede her efter kun 3 måneder. Men det er jo kun dejligt.

Indrømmet; det er også pisse fucking hårdt! Hele tiden er jeg på, om klokken er 7 om morgenen, 3 om eftermiddagen eller kvart over kvalme om natten. Mine bryster er pludselig en andens, de har en helt alvorlig og livsgivende funktion (og som tak nu 1 km lange!). Min kærlighed er nu delt mellem to individer, der kæmper om den og ikke kan få nok. Jeg er blevet til et helt rigtigt Moderdyr. Men, helt ærligt, så er de bare ok. Jeg elsker jo min lille skat.

Det at føde sådan et lille væsen er jo sindssygt! For godt nok var hun da en bette en. Men putten skulle jo ud af min krop, ud at den lille åbning imellem mine ben. Og der føltes hun bestemt ikke som en bette en! Aldrig har jeg prøvet noget så.... vildt! og smertefuldt og hæsligt og, samtidig, helt fantastisk. Igen, der var det hele værd - samtlige 45 timer!

Hun er skøn, Vilma. En lille baby, der er helt perfekt og tyk de rigtige steder. Med elastikker i alle ledene, smilehuller på hænderne, savl i hele hovedet og små buttede lårbasser. Jeg er forelsket i hende. Især når hun ligger på puslebordet uden tøj på og spræller med hele kroppen, slår smår med sine store blå øjne og griner, højt, så hele maven hopper. Det er lykken.

Og jeg er så mega stolt. Både af mig selv, men også af min mand, der jo også har været med til at skabe det lille vidunder. Og han er stolt. Bære hende rundt på armen og viser hende gladeligt frem. Smiler af hendes leg, bevægelser, lyde og kærtegn. Han er også forelsekt i hende. Det ved jeg.

Jeg er stolt af mig selv af flere grunde. JEg kunne klare det. Være gravid og føde. jeg kan faktisk finde ud af ret mange ting i forhold til det at være mor. Jeg har meget mere overskud end jeg troede muligt. Og så har jeg sgu lige tabt mig næsten 18 kg. Dvs 6 kg mere end havd jeg tog på under graviditeten. Dét er fandme stort!

Vilma har de godt. Og det har vi også. To blev til tre og vi kan nu kalde os en rigtig lille familie.

Fantastisk!

torsdag den 9. august 2012

To uger...

... til termin. Puha, nu gider jeg snart ikke lege babymaker mere. Føler mig tung som et ondt år og stor som en babyelefant. Har dog på mystisk vis tabt mig hele 1 kg på to uger... Men herligt, hvis graviditetskiloene allerede begynder at rasle af mig nu.

Det er tæt på, det kan jeg da godt mærke. Fysisk ligner jeg snart Stewart Stardust med samme ølmave. Kan også mærke at vægten har omfordelt sig lidt. Maven er sunket og ryggen lyder lidt under det nu. Div. bækkenbundsmuskler og sener værker og gør ved, og jeg kan mærke at underlivet også er begyndt. Psykisk er jeg vist klar. Har købt alt det, man skal. Tøj, sengetøj, ammetøj, ammeindlæg osv osv er parat. Tasken til hospitalet er pakket og står klar, min søde mand er blevet instrueret i, hvad han skal sørge for, når tid er, og alt det giver mig ro i sindet.

Dog har et nyt dilemma meldt sig på banen. Når nu den der fødsel går i gang, hvilken smertelindring skal jeg så vælge? Fra start af har jeg sagt, at jeg bare skulle have alt, hvad jeg kan få. Men jeg kan nu forstå at  man selv skal vælge. Så skal det være eau naturelle (NOT!!!), saltvandssprøjter, lattergas, epidural eller et af de mange andre alternativer. Eller skal man blive super alternativ og prøve med akupunktur? Jeg aner det virkelig ikke. Bare jeg kommer levende ud på den anden side. Og er så klar i hovedet at jeg bagefter vil kunne huske Lillepigens fødsel...

Telefonen er også begyndt at ringe og dingle med sms'er dagligt fra min mor, min bror, veninder og anden familie, der da lige skal høre hvordan det går og om der er sket noget... Sødt og dejligt, men "NEJ, DER ER ALLER SKET EN SKI'!!!" For hvor ville jeg dog gerne kunne give et positivt svar: "Ja, jeg er gået i fødsel og har udvidet mig 6 cm", men nej, der sker bare ikke noget. Lidt (meget) pres fra omverden. Bare Rosita dog kunne mærke det, så hun kunne sætte lidt fut i det hele...

Nå, jeg skal jo (stadig) ikke klage over noget. For jeg har det, trods alt, meget godt. Jeg glæder mig bare så meget til at holde Lillepigen i mine arme og se hvordan hun ser ud og lære hende at kende. Det bliver fantastisk!

onsdag den 1. august 2012

Barsel og OL i fjerneren

Så kan jeg endelig, med god og ren samvittighed holde barsel. Og dét er helt fantastisk!
Startede med at have to dejlige damer til brunch i fredags og så havde Peter og jeg absolut INGEN planer i weekenden. Nye toner i det lille hjem, hvor weekenderne de sidste par måneder har været godt booket.  Det lykkes da også Peter at sove så meget at han slet ikke var træt mere... også noget nyt, men hvad kan man forlange når manden knokler på arbejdet mellem 45 og 70 timer om ugen?!?

Vi har dog også haft tid til at fejre min dejlige morfars 95 års fødselsdag. Det er bare det sejeste, for han er så frisk og glad.



Og så har jeg i 10 dage leget feriebarn hjemme i barndomshjemmet. Det var super dejligt bare at kunne flade ud og bruge en masse hyggetid sammen med min Moar og Far. Tror også de nød det. Det er flere år siden at vi har haft så meget tid sammen, så det var i hvert fald tiltrængt!

Kroppen er nu blevet ret så stor og tung. Bare det at tage trusser på er en udfordring af de større. Hænder og fødder er vokset til størrelse stor og maveskindet kan snart ikke mere. Men der er heller ikke lang tid igen. kun 3 uger og 1 dag til termin. Og vi venter bare i spænding! Får set masser af OL og håber lidt på at det bliver så spændende at vandet går og fødslen starter... Vi er nemlig klar!

Jeg fik da lige et nyt udvalg af hjemmestrikket babytøj med hjem, som min mor har lavet færdigt. Det er bare så fint det hele, bare øv at Lillepigen ikke kan passe det med det samme. Der er nemlig i alle størrelser helt op til 1 år.

Lækker trøje i kraftig strik, str. 1 år


Sød lille kjole med sjove knapper, str. 3 mdr.


Bluse, bukser, t-shirt og hue i lækker grøn farve,
str. 3 mdr.


Lysegul, blød kjole med små englebasse knapper,
str. 6 mdr.

Hvid og gul bolero og gule bukser med masser af
plads til en stor ble, str. 6 mdr.

torsdag den 12. juli 2012

Ny beboer hos Lillepigen

Denne lille, fine ugle, som Jeg fandt hos Brinja, er flyttet ind på Rosita Consuelas værelse. Den sidder pænt og venter på at Lillepigen også kommer. Nu er der kun 6 uger til termin. Uha, det er da godt nok tæt på nu... :-)

    

torsdag den 5. juli 2012

Mmm... skovbær!

Min kære mand har brugt den sidste uge på, først at forberede kontoret, så indkøbe maling, afdækning osv., og til sidst få malet inde på Rosita Consuelas værelse. Resultatet er bare så fint. Farvevalget faldt på "skovbærrød". På det ene billede kan man endog se den fine, men dog diskrete dekoration, som Peter har lavet, nemlig fire Z'er i samme røde farve, men bare i blank i stedet for mat. Ja, han kan sgu godt, når han lyster. Det er bare så flot. Jeg har desuden vovet mig i IKEA, for at købe nyt betræk til sofaen, så det også passer ind (IKEA den første mandag i skolesommerferien anbefales IKKE!!!). Nu skal vi have fundet en kommode og en reol, så der også er noget opbevaring til tøj, bøger og legetøj. Det bliver super!


    


fredag den 29. juni 2012

Whats for dinner?

Pizza selvfølgelig! Hejmmetlavet og med grove bunde. Min mand var svært glad for resultatet :-)

Opskrifterne finde i kogebogen "Suværent Sundt", som i øvrigt et proppet med sunde og skønne opskrifter. Den er nærmest blivet madbiblen herhjemme. Bruges i hvert fald en gang om ugen. Prøv selv og enjoy :-)




tirsdag den 26. juni 2012

Status som højgravid og følgerne heraf...

Maven vokser, terminen nærmer sig (godt 8 uger igen), sygemelding fra arbejdet er en realitet og alt fodtøj, som man ikke bare lige kan stikke i, er droppet. Nattesøvnen er blevet temmelig forkortet og vågner mange gange i løbet af natten pga af smerter. Desuden er det rigtig øv ikke at kunne hjælpe så meget til med at lave børneværelse, som jeg egentlig gerne ville. Så er blevet til den vildeste diktator, der hunser rundt med min stakkels mand, samtidig med at jeg siger at sådan og sådan skal det være.

Men, for pokker, hvor er han forstående og skøn. Han knokler fra kl 5 om morgenen til 18-19 stykker om aftenen på arbejdet, køber ind på vejen hjem og støvsuger hele hytten efter at have slæbt alt konens lort i kælderen. Og alligevel giver han mig smukke blomster, kysser og krammer mig og hjælper mig med at blive vendt rundt på sofaen eller i sengen. Han smutter i Irma og køber koldskål til overpris, lakridser en masse og Squash sodavand i stedet for cola til mig i tide og utide. Han lytter til mine klynk, brokkerier og sure hormonraserier, samt al den gas, der desværre helt uhæmmet kommer ud af begge ender på min krop. Og han gør det uden så meget som at komme med én sur bemærkning. Hvor jeg dog elsker ham!!! Tror nok lige jeg skylder ham en bytur med drengene eller ti, når Lillepigen er kommet.

Men han er også min livline til omverden. Hvis ikke jeg havde han, ville jeg ikke have meget at gøre med omverden. En ting er jo lige pludselig at miste den daglige kontakt med kollegerne og eleverne inde på sprogskolen, men når også familien befinder sig på Sunny Sydfyn, så er der heller ikke så meget at hente der. Men elsker min mor for at tage sig tid til, de efterhånde, daglige timelange samtaler om... tja... ingenting, for her sker jo ikke noget. Venner og veninder ser jeg heller ikke meget til. Mærkeligt nok er det som om at der eksisterer en eller anden uskreven regel, som siger at man ikke kan være med til nogen former for socialt samværd, når man nærmer sig status som "højgravid".

Indrømmet, jeg lever i en verden pt, som handler om Lillepigen, babytøj, farven på malingen til børneværelset, plukveer, jordemoderbesøg, blemærker etc... Så der er nok ikke så meget at byde ind med fra min side. Sorry. Men er det en undskyldning for lige at glemme at ringe tilbage til mig eller slet ikke at ringe? Hvad er et venskab værd, når det eneste man høre fra sine nærmeste veninder i flere måneder er thumbs up-like-tegn på Facebook i ny og næ? Hvad blev der af en eftermiddag på en hyggelig café og et par Latter? eller et par timers shopping? eller en aften med god mad, rødvin (Squash til babymaskinen), masser af gode røverhistorier og latter i lange baner?

Som en ven bekendtgjorde forleden, så er det jo ikke godt for gravide at være i nærheden af bajere, rødvin og tobak. Say what??? Jeg behøver jo ikke indtage det! Men så er der jo også forfærdeligt meget larm til sådan nogle fester - høj musik og sådan, Ja, sgu da. Det er vel indbegrebet af en god fest. Men nu er Lillepigen stadig inde i min mave og kan ikke høre musikken på samme lydniveau, som os andre. Desuden er det vil mit eget valg om jeg vil deltage eller ej. Den beslutning skal INGEN andre tage for mig.

Selvfølgelig er der lige et par spilleregler, som jeg bliver nødt til at overholde, hvis jeg skal ud. 1) Jeg skal kunne sidde ned på en stol det meste af tiden, 2) Hvis det er en all nighter, så er det sgu også meget rart at have mugligheden for at blive lagt, bare lige 10 min, 3) Jeg har normalt intet imod cigaretrøg, men under min graviditet er jeg blevet super følsom over for det. Derfor er det rart, hvis rygere ikke ligefrem står og pulser mig direkte ind i hovedet og det er ok at lufte ud af og til. Måske er det mig, der er besværlig, men synes egentlig ikke at det virker sådan. Eller hvad???

I hvert fald må konklusionen være, at efter jeg er blevet gravid, har jeg helt sikkert ændret mig og min livsstil. Dette er åbentbart svært at tackle for vennekredsen, som jo er vant til en person, der godt kan slå til Søren og drikke sig fuld og feste igennem. Og, ja, jeg lever i en helt anden verden, end alle andre, hvor Lillepigen er i tankerne konstant. Måske er jeg kedelig at snakke med og jeg har nok ikke så meget at byde ind med. Men så hjælp mig dog ud af det. Jeg vil elske, hvis en eller anden gad tage sig tid til at sparke mig hårdt bagi og få mig tilbage i den virkelige verden. Bare lige for en dag eller aften.

7-9-13 og bank under bordet, salt over skulderen osv., så vil jeg aldrig nogensinde glemme en gravid veninde mere! Det er mit løfte til mig selv. Jeg ved jeg har gjort det før i tiden, før jeg selv blev gravid. Men en kvinde, der ikke selv har prøvet det, ved igenting overhovedet om, hvordan det føles at blive total alienated af personer, som burde være dem, som burde tage en med hud og hår, i tyk og tyndt, med og uden hormonsvingninger, gravid eller ikke gravid. JEg er jo stadig mig, bare i en lidt rundere udgave.