En tur på vinbar...

Nedenstående blev skrevet igår eftermiddags:

 

En tur på vinbar? Jamen det kan du da ikke... altså, Jeg mener, i din tilstand. Og hvad med Vilma? Hvad gør du med hende?

 

Så slapper vi vist lige af, makker!

Ja, Jeg skal på vinbar i aften. Sammen med mødrene fra min Mødregruppe. Og Ja, Jeg skal drikke vin. Hvad er der med min tilstand? Ja, Jeg har skam tænkt på Vilma. Det skal nok gå. Har jo ikke tænkt mig at drikke mig fra sans og samling. Jeg skal nyde et glas, måske to, sammen med nogle søde og dejlige kvinder. Kun os, uden mænd og i dén grad uden børn. Og det bliver skønt.

 

Allerede igår fik Jeg lig 30 min in heaven, da Jeg endelig kunne sætte mig tilrettet i frisørstolen og lade en anden forkæle mig for en stund. Det var fantastisk! Og tiltrængt. Ikke kun for min ikke-eksisterende frisure, men også for min sjæl.

 

Idag kan det konstateres at der blev konsumeret 1 glas hvidvin og 1 glas rosevin(!?!) på ca 2½ time. Moderens cykel kørte ikke helt lige hjem, men det var en skøøøøn aften! Afsted til Mødregruppe igen idag (nu med babyer :-)).

Halløjsa :-)

Så er jeg vist ved at være tilbage igen... håber jeg!

D. 25. august blev jeg mor til skønne lille Vilma, der har bragt så meget solskin og varme ind i mit og min mands liv. Det er vildt lige pludselig at stå her og være mor. Hende, der kan alt og skal gøre det hele. Hende, der sørger for mad, rent tøj, kærlighed og omsorg. Min lille skat er 100% afhængig af mig. Og for det ikke skal være løgn, så er jeg sgu også ret afhængig af hende. Allerede her efter kun 3 måneder. Men det er jo kun dejligt.

Indrømmet; det er også pisse fucking hårdt! Hele tiden er jeg på, om klokken er 7 om morgenen, 3 om eftermiddagen eller kvart over kvalme om natten. Mine bryster er pludselig en andens, de har en helt alvorlig og livsgivende funktion (og som tak nu 1 km lange!). Min kærlighed er nu delt mellem to individer, der kæmper om den og ikke kan få nok. Jeg er blevet til et helt rigtigt Moderdyr. Men, helt ærligt, så er de bare ok. Jeg elsker jo min lille skat.

Det at føde sådan et lille væsen er jo sindssygt! For godt nok var hun da en bette en. Men putten skulle jo ud af min krop, ud at den lille åbning imellem mine ben. Og der føltes hun bestemt ikke som en bette en! Aldrig har jeg prøvet noget så.... vildt! og smertefuldt og hæsligt og, samtidig, helt fantastisk. Igen, der var det hele værd - samtlige 45 timer!

Hun er skøn, Vilma. En lille baby, der er helt perfekt og tyk de rigtige steder. Med elastikker i alle ledene, smilehuller på hænderne, savl i hele hovedet og små buttede lårbasser. Jeg er forelsket i hende. Især når hun ligger på puslebordet uden tøj på og spræller med hele kroppen, slår smår med sine store blå øjne og griner, højt, så hele maven hopper. Det er lykken.

Og jeg er så mega stolt. Både af mig selv, men også af min mand, der jo også har været med til at skabe det lille vidunder. Og han er stolt. Bære hende rundt på armen og viser hende gladeligt frem. Smiler af hendes leg, bevægelser, lyde og kærtegn. Han er også forelsekt i hende. Det ved jeg.

Jeg er stolt af mig selv af flere grunde. JEg kunne klare det. Være gravid og føde. jeg kan faktisk finde ud af ret mange ting i forhold til det at være mor. Jeg har meget mere overskud end jeg troede muligt. Og så har jeg sgu lige tabt mig næsten 18 kg. Dvs 6 kg mere end havd jeg tog på under graviditeten. Dét er fandme stort!

Vilma har de godt. Og det har vi også. To blev til tre og vi kan nu kalde os en rigtig lille familie.

Fantastisk!