fredag den 11. maj 2012

På en grå fredag morgen...

... er der intet så skønt som at ens dejlige mand vælger at "arbejde hjemmefra" og dermed sove tre timer længere end normalt, lave dejlig morgenmad og give masser af kys og kram til sin hormonfyldte, gravide kone :-) Dét kan man da kun leve højt på i laaang tid!

Er så sprængfuld af energi i dag, at det da kan gå hen og blive helt farligt. Synes hverdagen smiler ret så meget til mig pt., hvilket jo bare er super skønt.

I år er vi skam ikke de eneste, der venter en familieforøgelse. Faktisk kender vi hele 18 par, som har eller skal have barn. Det gælder både blandt vore kolleger, venner og i vores familie. To er allerede kommet til verden - August og Thea (født med 1½ døgns mellemrum sidst i april). Det bliver skønt at se alle de nye poder komme til verden. Bedst af alt er, at to af mine skønneste veninder også venter sig hhv en og to måneder efter mig. Det bliver jo en fest :-)

Og så fylder min kære Morfar 95 år til sommer. En skøn Morfar, der stadig er super sej! Han følger med i politik og ALT sport. Han går til seniorgymnastik og elsker at køre hjemstavnsbyen tynd på sin el-scooter. Senest har han været til Top Charlie-koncert og jubilæmsfest med levende musik, hvor den kære mand sørme da fik svunget træbenet mere end én gang! Så sejt!!!

Og så lavede jeg da lige et par genbrugskup til Rosita Consuela i går. Hele to flyverdragte til den nette værdi af 25 kr(!!!). Den ene en helt rigtig bjørnedragt med poter, ører, hale og det hele! To sengesæt blev det også til og et par helt nye, never used futter til 10 kr - nypris 99 kr. Føler mig som total overskudsmor i forhold til hende staklen på mit svømmehold, der fødte sit første barn en måned før tid, og slet ikke havde noget tøj parat. Ej heller barnevogn, seng el. sengetøj, bleer eller noget andet. Puhada, det havde vist været nogle lidt sjove (panik)indkøb faderen havde foretaget i dagene efter fødslen...

Måtte dog i går sige farvel til netop svømmeholdet. Det slutter nemlig mens jeg er på bryllupsrejse. Men hvor har det dog været helt fantastisk bare at kunne få lov at være stor og gravid sammen med de andre "hvaler" 1½ time om ugen de sidste seks uger. Ned i det varme bassin i DGI-byen's svømmehal og så ellers palske rundt og lave fitness og føle sig så let og yndefuld, som aldrig før. Dét var dejligt :-)

Det kan godt være at himlen udenfor er helt grå, men mit sind er i hvert fald oplyst af den klareste og varmeste sol - og maven fuld af bobler og ballade :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar