Så er hun på vej. Vores seje, lille pige!

Men hvordan fa'en gør man lige med sådan en størrelse?!?

Jeg har sgu aldrig prøvet det før, ej heller interesseret mig for baby'er og børn. De var der sådan lissom bare. Og var vildt skræmmende med alle deres lyde, lugte, udbrud og andet, som jeg slet ikke kunne forholde mig til.


Og tanken om at have sådan én inde i maven... nej tak, du!


Men sjovt nok har jeg altid vidst at jeg skulle være mor en dag. Helst til en tre-fire unger. I mine mest tvivlfulde øjeblikke gennem livet, har jeg altid tænkt, at jeg helt sikkert ville være skide god som mor. Men kan man godt være det, hvis man ikke aner en dyt om noget som helst?


Jeg ved det ikke, men nu er den første pode altså på vej. Så må vi jo bare tage den her fra. I bund og grund handler det måske om bare at følge sin sunde fornuft og sit moderlige instinkt... hvis man altså har sådan et?


I hvert fald er jeg halvvejs i min graviditet og alt er da heldigvis gået over al forventning. Ingen kvalme, ingen opkast, næsten intet ubehag. Maven vokser, og det samme gør Lillepigen. Har allerede været ude og bruge lidt shoppetid på bassen. Det første babytøj er købt og har bestilt div. gratis babypakker fra bl.a. LiberoKlubben, BabySam, Matas og Rema 1000. Helt tabt er jeg vel ikke... endnu!